Kiwa RMG Inspektion søger en ABA-inspektør til inspektionsopgaver i hovedstadsområdet.Om virksomheden:
Kiwa RMG Inspektion er en del af KIWA Group, men fungerer som en selvstændig enhed og er af DANAK akkrediteret som uvildigt tredjeparts inspektionsselskab. Det betyder, at Kiwa RMG Inspektion er godkendt til at udføre de inspektioner og godkendelser af automatiske brandsikringsanlæg, som kræves af myndigheder og forsikringsselskaber – samt brandværnsinspektioner.
Kiwa RMG Inspektion er desuden kendetegnet ved en stor professionalisme og ordentlighed i deres arbejde. De har et sundt og godt arbejdsmiljø, hvor alle hjælper hinanden og kender styrken i samarbejde og fællesskab.
Om jobbet:I jobbet som ABA-inspektør varetager du din egen kundeportefølje i dit eget geografiske område, som til denne stilling er tilknyttet det nordlige samt centrale København. Du planlægger selv din hverdag fra dit hjemmekontor, hvorfra du kører ud og inspicerer diverse typer brandsikringsanlæg som f.eks. ABA, AVA og lignende. Yderligere sikrer du den gode dialog og sparring med kunderne, og du tilstræber altid en service i topklasse. Efter besøgene udarbejder du inspektionsrapporter til kunder og myndigheder, og du forstår vigtigheden i at opretholde en god sagsadministration.
Kundeporteføljen består af erhvervsvirksomheder, institutioner og lignende. Opgaverne og typen af inspektioner kan variere meget i størrelse og omfang, hvorfor to dage sjældent er ens i jobbet.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være følgende:
- Planlægning og koordinering af inspektionsopgaver i eget geografiske område
- Sikre at årlige inspektioner gennemføres optimalt mht. tid og planlægning
- Forestå rapportering og dokumentation til relevante interessenter i forbindelse med inspektioner
- Sikre gode relationer og et højt serviceniveau til virksomhedens kunder
- Sikre god sparring og samarbejde med kolleger, kunder og samarbejdspartnere
- Nysgerrighed og sikring af egen læring på regler og lovgivning
Du vil anvende egen bil, og du vil få kilometerbetaling efter statens takster. Nogle dage vil det måske være lettere at springe på din cykel eller snuppe et S-tog – alt afhængig af logistik og dagens planlægning.
Faglige kvalifikationer: Vi forestiller os, at du har en baggrund som ingeniør, installatør, projektleder, tekniker eller lignende.
Det vigtigste er dog, at du har dokumenteret erfaring med ABA-, AVA- og lignende brandsikringsanlæg samt kendskab til retningslinje 232. Du har gode læsefærdigheder og er stærk i både mundtlig kommunikation og skriftlig formulering. Det vil desuden være en fordel, hvis du har erfaring med at læse og forstå den brandtekniske dokumentation for et byggeri.
Personlige kvalifikationer: Du er en selvstarter, der kan lide at være i gang og forstår vigtigheden i deadlines og god planlægning. Jobbet kræver at man er serviceminded, og er vant til at samarbejde med kunder, - som i øvrigt kan være repræsenteret af alt fra håndværkere, ingeniører, ledere, ejere og andre specialister. Du kan lide at begå
dig i en rolle, hvor du servicerer og tilgår kunderne med en positiv og hjælpsom attitude. Du er analytisk, systematisk, og du er kvalitetsbevidst i din tilgang til dine opgaver. Sidst men ikke mindst får du også løbende afsluttet dine igangværende sager.
Virksomheden tilbyder dig: En spændende og udfordrende stilling, hvor du får et selvstændigt ansvar og mulighed for at præge løsningerne på dit felt. Du får frihed og ansvar og dygtige velmotiverede kollegaer der vil give dig en grundig introduktion til jobbet. Virksomheden har ordnede forhold og er en virksomhed i positiv fremdrift, og hvor du møder et positivt og et familiært samarbejdsklima. Løn forhandles personligt efter kvalifikationer og erfaring og du har også fast hjemmearbejdsplads.
Kiwa RMG Inspektion A/S:
Kiwa RMG Inspektion er et uvildigt inspektionsselskab, der af DANAK er akkrediteret til inspektion og godkendelse af automatiske brandsikringsanlæg. Akkrediteringen dækker også generelle brandværnsinspektioner. Vi udfører inspektioner for ejerne af de bygninger, hvori brandsikringsanlæggene er installeret. Vores inspektioner udføres for alle typer erhvervsvirksomheder, institutioner og lignende. I forbindelse med nyetablerede anlæg og udvidelser af eksisterende anlæg udfører vi også førsteinspektioner for anlægsleverandører/installatører.Det er vores målsætning at tilbyde konkurrencedygtige kvalitetsinspektioner i overensstemmelse med kundernes, myndighedernes og forsikringsselskabernes krav og forventninger.Kiwa RMG Inspektion A/S er medlem af Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).